Peter har været en del af Efficax siden 2020 og er dermed en af de behandlere, som har været længst tid på klinikken. Peter er uddannet fysioterapeut, men har konstant været i en rivende faglig udvikling i sin tid på klinikken. Først efteruddannede han sig til sportsfysioterapeut og han er aktuelt i gang med sit 3. år på osteopat studiet.
Allerede nu har Peter en flot karriere inden for fodboldverdenen, hvor han har arbejdet med Nykøbing FC, da de var i 1. divisionen og i dag arbejder han for DBU med ungdomslandsholdet. Vi har stillet Peter nogle spørgsmål, så man kan blive klogere på Peter og drivkraften bag hans hårde arbejde, samt tilgang til klienter.
Hvorfor valgte du i sin tid at blive fysioterapeut og hvad er drivkraften bag, at du i dag er i fuld gang med osteopat studiet?
– Det startede i sin tid, da jeg arbejdede som personlig træner. Af og til fik mine træningsklienter gener under selve træningen eller bare generelt i deres dagligdag. Det begyndte langsomt at gå mig på, når jeg ikke havde den faglige baggrund for at kunne undersøge og hjælpe mine klienter og derfor ville jeg blive fysioterapeut. Jo mere man lærer og dygtiggører sig, jo mere åbner verden sig også. Pludselig finder man ud af, at tingene slet ikke er så simple og her synes jeg, at jeg med min faglige base af viden som fysioterapeut kom tii kort, særligt ved de mere komplicerede klientforløb. Derfor læser jeg i dag til osteopat, da jeg ikke følte mig dygtig nok til at fx identificere problematikker pga. sygdomme, medicinering, levemåde, kropslige kompensationer m.v.
Du har været i Efficax igennem flere år – hvad er det ved dig og Efficax, som er et godt match?
– I Efficax deler vi den samme passion. Vi brænder for at gøre en forskel for andre mennesker og vi har alle et drive og en motivation for at være de dygtigste på vores område og yde den bedste service for klienterne. Udover dette, så er klinikken fyldt med gode og ordentlige mennesker, hvor jeg som menneske trives rigtig godt. Yderligere er vi rigtig gode til at sparre fagligt og det kommer i sidste ende os alle til gode.
Sideløbende med dit arbejde i Efficax har du først arbejdet med Nykøbing FC og er nu tilknyttet DBU, hvor du behandler ungdomslandsholdsspillere. Hvad er det som motiverer dig til at arbejde med fodboldspillere?
-Fodbold har altid været en kæmpestor del af mit liv. Først selv som spiller og nu som behandler. Jeg stortrives med tempoet i fodboldverdenen, hvor selve arbejdet kan være meget alsidigt. Det at vi sammen arbejder mod et fælles mål tiltaler mig utroligt meget. Når der er meget på spil, så føler jeg også at jeg fagligt skal være utrolig skarp, da vigtige beslutninger skal træffes på et splitsekund. De unge talentfulde spillere er fyldt med vilje og motivation og jeg finder det utroligt givende, at være tæt på de dygtigste i Danmark i de år hvor de typisk tager de helt store spring fra ungdom til senior fodbold i både Danmark og udland.
Du er i gang med osteopat studiet – hvor meget fylder det i din hverdag?
– En Msc. i osteopati kræver utroligt meget tid. Så jeg bruger ofte flere hverdage og weekender på at læse ved siden at mit arbejde på ugentlig basis. Man er nødt til konstant at læse, tegne m.v. for at vedligeholde viden om anatomi, sygedomslære og behandlingsmetoder.
Hvad er det, som tiltrækker dig ved osteopat studiet og hvad vil du bruge den viden til, når du er færdig?
– Gennem hele studiet har jeg kunne mærke, at jeg har kunne bruge min nye tilegnede viden fra dag et på klinikken og det er noget der har givet mig motivationen til hele tiden at søge efter mere viden. Som person og behandler giver det mig en tryg base, når jeg får nye klienter ind ad døren. Klienter lægger deres tillid hos os og jeg har det bedst, når jeg ved at de valg jeg træffer er på baggrund af meget grundige anamneser, undersøgelse og tiltag, som er bygget på en stor faglig viden om det hele menneske.
Beskriv en klient historie, som har været særlig givende eller motiverende for dig og dit arbejde.
– Generelt glæder det mig altid, når jeg kan give magten og kontrollen tilbage til klienten og udstyre dem med viden omkring hvad og hvorfor de oplever dét de gør. Jeg har haft mange korsbåndsklienter og særligt én af dem rørte mig meget dybt. Denne person havde tidligere været ramt af et overrevet korsbånd i det ene knæ oghavde generelt været forfulgt at uheld i sin karriere som fodboldspiller. Ved korsbåndsskade nummer to, fulgte jeg denne spiller meget tæt. Det var et langt og kompliceret forløb med flere tilbageslag, men ca. 2 år efter operationen fik han sit store comeback og fulde 90 min spilletid og det var med glædestårer hos os begge.
Links:
Peter Due – Profil
Fodbold – Speciale side
Sportsskader – Speciale side